27. mar. 2023
Af Karina Didriksen

Det ser du ikke på tv: Susie fra Først til verdens ende er uhelbredeligt syg

Søstrene Heidi og Susie fra "Først til verdens ende".
Søstrene Heidi og Susie fra "Først til verdens ende".
Foto: TV 2
Susie Rasmussen, som deltager i ”Først til verdens ende” med sin søster Heidi, er ramt af kræft.

Sidste år drog søstrene Susie og Heidi Rasmussen på deres livs eventyr, da de meldte sig til programmet ”Først til verdens ende”.

Nu kan 52-årige Susie og hendes fire år yngre søster opleves på TV 2 hver mandag aften, hvor de dyster mod fire andre par om at komme først fra New York til Buenos Aires.

Men hvad man ikke ser på tv er, at en af søstrene faktisk bærer på trist sygdomshistorie.

Storesøster Susie er nemlig uhelbredeligt syg med knoglemarvskræft. Det skriver tv2.dk.

Har det godt

Susie fik konstateret knoglemarvskræft i 2015, men i dag er sygdommen heldigvis i ro, og derfor turde hun godt rejse ud i verden sammen med sin søster.

- Man er nødt til at leve livet og tro på det bedste, siger Susie Rasmussen til TV 2 og fortsætter:

- Nu går det rigtig godt, og så er det bare med at få nogle gode oplevelser. Og vi er nødt til at gøre det nu, for det er nu, at jeg kan gøre det.

Den eventyrlystne nordjyde ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, og derfor har hun valgt at leve i nuet.

Susie bor i Aalborg, mens lillesøster Heidi bor i Pandrup. De er begge uddannet folkeskolelærere, men Susie har været nødt til at opsige jobbet på grund af sin sygdom og er i dag hjemmegående.

Søstrene kan opleves i ”Først til verdens ende” på TV 2 mandage kl. 20.00 og på TV 2 Play.

Læs mere om: