Det sker der med Mads & Monopolet
I 17 år har Mads Steffensens velkendte stemme været forbundet med radioprogrammet ”Mads & Monopolet”, men nu har han været vært for programmet for sidste gang.
Allerede ved årsskiftet får det populære P4-radioprogram, der løser lytternes dilemmaer, en ny vært.
Det bliver 46-årige Sara Bro, som i efteråret kunne opleves i ”Vild med dans”, hvor hun dansede med Morten Kjeldgaard.
En kæmpestor opgave
Sara Bro har mange års erfaring som radiovært på P3 og har stået i spidsen for ”Tværs” og ”Hjerteflimmer for voksne”. Hun glæder sig til sit nye job.
- Det er selvfølgelig kæmpestort at skulle overtage et så ikonisk program, der gennem tiden har fået så mange danskere til at agere medrådgivere i bilen eller hjemme i stuen, siger hun til DR og fortsætter:
- Jeg er jo ikke en nordjysk mand, så jeg må jo nok finde min egen måde at fylde de store sko, som Mads efterlader, ud på - samtidig med at jeg selvfølgelig har respekt for programmets DNA.
Nu hvor Sara Bro erstatter Mads Steffensen, så skifter det legendariske radioprogram ”Mads & Monopolet” navn til ”Sara & Monopolet”.