23. maj. 2018
Af Karina Didriksen

DR barsler med tre store TV-satsninger

Esben Smed.
Esben Smed.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Danskerne kan glæde sig til at gense Esben Smed i rollen som Nicky i ”Bedrag”, når DR-serien vender tilbage med en tredje sæson. Derudover har DR premiere på to andre dramaserier.

Det er halvandet år siden, at danskerne sidst kunne følge med i DR-serien ”Bedrag”, og nu er nedtællingen begyndt til seriens tredje sæson.

Skuespilleren Esben Smed vender tilbage som mekanikeren Nicky i sæsonpremieren, der efter planen bliver sendt søndage på DR1 i starten af 2019.

Her genoptager Thomas Hwan også rollen som Alf, mens der kommer en ny kvindelig hovedperson, som spilles af Maria Rich.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0263484.jpg
Foto: DR

Arvingerne-stjerne i ny serie

Mens danskerne venter på ”Bedrag”, er der to andre TV-premierer at glæde sig til på DR1.

Allerede søndag den 19. august er der premiere på anden sæson af den europæiske krimiserie ”Mord uden grænser”. Den er på otte afsnit og handler om et massedrab, der er begået på et bed & breakfast i Sønderjylland.

DR-serien har ”Arvingerne”-stjernen Marie Bach Hansen, tyske Jürgen Vogel og belgiske Lynn van Royen i hovedrollerne. De får selskab af blandt andre Troels Lyby, Waage Sandø og Esben Dalgaard.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0263489.jpg
Foto: Nordisk Film

Lars Mikkelsen tilbage på skærmen

Når ”Mord uden grænser” slutter i oktober, bliver den afløst af en anden populær TV-serie, nemlig anden sæson af ”Herrens veje”.

Her er Lars Mikkelsen tilbage som præsten Johannes Krogh, og også Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears, Fanny Louise Bernth og Camilla Lau genoptager deres roller.

Den kommende sæson på 10 afsnit har efter planen premiere den 14. oktober og handler om, hvordan man kommer videre i livet, når man mister en elsket.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0263485.jpg
Foto: DR

Læs mere om: