Elisabeth fra Forsvundne arvinger: Sådan husker jeg pastor Chau
Mandag aften gik Mette Frisk på jagt efter arvinger til den vietnamesiske bådflygtning og katolske præst Huy Chau Chu i ”Forsvundne arvinger” på DR1. Han døde 81 år gammel i København i 2019.
Det lykkedes at finde frem til arvinger, som var spredt over hele verden - en bror, som boede i USA, og hele 19 nevøer og niecer. De kunne alle få del i arven på godt 100.000 kr.
Pastor Chau, som han blev kaldt, kom til Danmark som flygtning i 1980, og en af dem, som mødte ham dengang, var Elisabeth Kjærgaard Grahl-Madsen, som var sagsbehandler hos Dansk Flygtningehjælp.
En rørende oplevelse
77-årige Elisabeth medvirkede i DR-programmet, hvor Mette Frisk viste hende billeder af pastor Chau samt en brevkorrespondance mellem dem for 40 år siden.
- Han kunne allerede engelsk, da han kom, og det var jo ret usædvanligt for vietnameserne. Så vi kunne kommunikere vældig godt, og han har meget ivrig efter at lære dansk, fortæller Elisabeth til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg så jo nogle af brevene fra dengang, hvor han havde forsøgt at skrive til mig på dansk, og det var meget rørende.
Tillid til hinanden
Elisabeth fik genopfrisket hukommelsen om pastor Chau, da hun fik besøg af Mette Frisk.
- Da jeg så et foto af ham, kunne jeg godt se, at jeg havde set ham før. Det var jo specielt, at han var præst, så gennem fotografierne og brevene kunne jeg godt fornemme, at vi havde været sammen. Han gav jo også udtryk for, at han var glad for den hjælp, han fik, forklarer hun og tilføjer:
- Jeg brugte ikke så meget tid på hans integration, fordi han var katolsk præst og kom i kontakt med kirken i Aarhus. Men jeg var glad for at genopleve, at vi havde haft en god kontakt igennem vores breve, og at vi havde tillid for hinanden.
Elisabeth arbejdede som sagsbehandler hos Dansk Flygtningehjælp fra 1978-1985, og hun har ikke haft kontakt til pastor Chau siden starten af 80’erne.