20. nov. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Forbrændt i Den store bagedyst: Derfor gik det galt for Anelise

Anelise Dahlstrøm Severinsen og Markus Grigo
Anelise Dahlstrøm Severinsen og Markus Grigo
Foto: DR
Anelise Dahlstrøm Severinsen kom galt af sted i semifinalen af "Den store bagedyst".

Der var spænding lige til det sidste i lørdagens udgave af ”Den store bagedyst”, hvor de fire tilbageværende deltagere kæmpede om en plads i den eftertragtede finale.

Det var i sidste ende Anna-Kathrine, som måtte sige farvel til konkurrenterne.

Anelise frygtede at ryge ud

Lige til det sidste frygtede Anelise Dahlstrøm Severinsen dog, at det var hende, der skulle misse finalen, for hun var mildest talt presset under den hemmelige udfordring.

Her skulle deltagerne lave en dessert, hvori der blandt andet indgik to kugler lavet af isomalt. Det er et meget skrøbeligt materiale, og for at deltagerne kunne aflevere deres desserter så snart, de var færdige, startede de forskudt. Anelise var den sidste, der begyndte på den hemmelige udfordring.

Alt gik galt for Anelise

- I de 45 minutter jeg ventede på at komme i gang, blev jeg ekstremt presset og nervøs, og jeg kunne ikke finde rundt i køkkenet, da det blev min tur. Jeg ville for alt i verden ikke hjem, men jeg kunne simpelthen ikke få det til at lykkes, og alt gik galt, fortæller Anelise.

Hun var så presset, at hun brændte hele hånden, da hun tog fat i gryden, som netop havde været i ovnen for at holde isomalten varm.

- På magisk vis fik jeg ikke nogen ar – måske fordi jeg hurtigt puttede den i iskoldt vand, selv om det gjorde virkelig ondt.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0622372_1.jpg
Anelise Dahlstrøm Severinsen
Foto: DR

Bekymret for næste udfordring

Næste dag ventede mesterværksudfordringen for Anelise og de øvrige deltagere, og hun var bekymret for, hvilke konsekvenser uheldet ville have, når hun skulle stå og rulle butterdej.

Hendes hånd var øm dagen efter, men heldigvis slap hun for vabler, og hun kom rigtig godt i mål med den sidste og afgørende udfordring.

Alligevel troede Anelise ikke, at det var nok til, at hun kunne fortsætte i konkurrencen, men hun blev positivt overrasket.

- Det var sindssygt dejligt. Jeg troede, det var min billet hjem.

Anelise er i finalen med Frederik og Sæþór. Hvem af dem der vinder 10. sæson af ”Den store bagedyst” bliver afsløret på lørdag.

Læs mere om: