7. okt. 2021
Af Majken Munk

Gift ved første blik-Jonna fandt ikke kærligheden: Det ser jeg frem til nu

Jonna Pedersen fra "Gift ved første blik".
Jonna Pedersen fra "Gift ved første blik".
Foto: Snowman Productions/ DR
Jonna Pedersen fandt ikke kærligheden i ”Gift ved første blik”. Nu ser hun frem til at lægge hele oplevelsen bag sig.

55-årige Jonna Pedersen trak sig fra ”Gift ved første blik”, efter et skænderi med ægtemanden Carsten Thybo på 60 år.

Nu hvor programmet er slut, glæder hun sig til at lægge det hele bag sig.

Et hårdt forløb

For Jonna har deltagelsen i ”Gift ved første blik” været svært.

- Det har for mig været et hårdt forløb. Både under eksperimentet, men også mens programmet er blevet sendt, hvor jeg har skulle forholde mig til og genopleve forløbet endnu engang, fortæller hun i en udtalelse.

I finaleafsnittet sætter parterapeut Jacob Cornett ord på, at han var ked af, at det ikke lykkedes at rette op på ægteskabet mellem Jonna og Carsten. Den opfattelse deler Jonna ikke med parterapeuten, og hun giver udtryk for, at hun er glad for, hun vælger at stoppe ægteskabet.

Jonna har heste og en hund, som betyder alverden for hende, derfor var det afgørende for hende, at hendes kommende mand havde et lige så stort dyrehjerte.

Stor støtte

Nu hvor ”Gift ved første blik” er afsluttet, takker Jonna sin familie og venner for deres opbakning.

- Jeg er glad for, at sidste afsnit er sendt og glæder mig til at kunne lægge det hele bag mig. Jeg takker inderligt min familie og mine venner for den opbakning jeg fik og stadig får, fortæller hun i udtalelsen.

Selv om hun ikke fandt kærligheden, har Jonna alligevel fået noget ud af sin deltagelse.

- Det, jeg tager med mig fra eksperimentet er, at jeg har lært meget om mig selv og om mine værdier og grænser. Jeg har også lært, at en mand skal gøre sig fortjent til min kærlighed. Jeg ønsker fra i dag at vende tilbage til mit dejlige liv med dyrene, mine venner, familie og skønne kolleger. Hvad fremtiden bringer på kærlighedsfronten er et privat anliggende nu, afslutter hun sin udtalelse.

Læs mere om: