Gustav fra Helt i særklasse: Derfor har han haft det hårdt i skolen
I programmet ”Helt i særklasse” har DR fulgt eleverne på Kvie Sø Efterskole i to år.
Efterskolen har til formål at give elever med handicap, udviklingshæmning og kognitive vanskeligheder muligheden for et efterskoleophold.
Én af elever i DR-programmet er Gustav Thaysen, der før efterskolen har haft meget dårlige oplevelser med sin skolegang.
Blev mobbet
Fra 0. og frem til 5. klasse gik Gustav, der har cerebral parese og sidder i kørestol, i en almindelig folkeskole.
Men her var eleverne meget hårde ved ham.
– Helt generelt er det ikke gået ret godt for mig at gå i skole, for jeg har ikke følt, at jeg har passet ind. Jeg blev mobbet, og det var selvfølgelig ikke særlig fedt, fortæller han til BILLED-BLADET.
Ny skole
I håb om at han ville blive taget bedre imod skiftede han skole.
– Så kom jeg over på en anden skole, hvor jeg troede, jeg ville passe bedre ind, men så fandt de også ud af, at jeg havde nogle kognitive problemer i forhold til at følge med i undervisningen, fortæller han.
Det ender med, at han bliver flyttet til specialafdelingen af den folkeskole, han tidligere gik på, men her var han for god sammenlignet med de øvrige elever.
Derfor håber Gustav og hans mor, at netop efterskoleopholdet er det helt rette for ham.
Følg med i hvordan det går med Gustav på Kvie Sø Efterskole i ”Helt i særklasse” på DR1 mandag kl. 21.25.