5. mar. 2022
Af af Marie Krakau

Her er grand prix-ekspertens bud: De vinder Dansk Melodi Grand Prix

Dansk Melodi Grand Prix 2022
Dansk Melodi Grand Prix 2022
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Lørdag aften skal det danske bidrag til årets Eurovision Song Contest udvælges, og her giver BILLED-BLADETs Melodi Grand Prix-ekspert sit bud på, hvem der vinder.

Lørdag aften skal feststemningen og pailletterne findes frem, når DR blænder op for årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix.

Finalen bliver afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning med Tina Müller og Martin Brygmann som værter, og der er otte bidrag, der kæmper om at få lov til at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Italien til maj.

Og der er lagt op til en spændende aften, mener BILLED-BLADETs Melodi Grand Prix-ekspert Julie Lund Rosenfeldt Isen, der tidligere har siddet i DRs grand prix-jury.

Der er nemlig flere sange, som kæmper om førstepladsen, og intet er afgjort på forhånd.

- Mit bud er, at vinderen skal findes mellem REDDI med "The Show" og CONF3SSIONS med "Hallelujah", som begge er uptempo sange med masser af energi, og som begge minder om den slags sange, som Danmark plejer at stemme videre til Eurovision, siger Julie Lund Rosenfeldt Isen.

Hvis Danmark skulle have lyst til at gå en mere utraditionel vej, er der ifølge grand prix-eksperten især én sang, som de europæiske fans har lagt mærke til.

- Jeg har set en del internationale grand prix-fans, der hepper på Fuld Effekt med "Rave med de hårde drenge", der er en helt anderledes sang end, hvad Danmark ellers plejer at sende – og jeg synes, det kunne være sjovt at se, hvordan et friskt pust som Fuld Effekt ville klare sig i Eurovision. Jeg tror dog måske alligevel, at mange seere vil synes, at den er for anderledes til at have vinderchancer lørdag aften.

Lørdag aften vil man også kunne opleve flere sange, der er mere afdæmpede end de uptempo favoritter – og blandt dem er der én sang, som, grand prix-eksperten vurderer, skiller sig ud.

- Hvis Danmark er i humør til en sød og mere stille sang, så kunne Josie Elinor & Jack Warren med "Let Me Go" også godt have en chance. Men jeg tror dog stadig mest på, at Danmark vil gå efter noget mere uptempo, siger Julie Lund Rosenfeldt Isen.

Dog er der jo selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind i, hvem der vinder, som først bliver afgjort på aftenen.

- Det handler ikke kun om sangen. En ting, der er udslagsgivende, når der skal findes en vinder, er selvfølgelig, hvordan sangen fungerer på scenen. Lyder det godt? Er sceneshowet flot? Kommer artisterne ud over scenekanten? Sådan nogle ting kan selvfølgelig vende op og ned på tingene – det bliver spændende at følge, siger grand prix-eksperten.

Læs mere om: