12. dec. 2016
Af Luise Marie Bekker

Her er Melodi Grand Prix 2017-værterne

Johannes Nymark og Annette Heick
Foto: DR
Det bliver tv-vært, sangerinde og journalist Annette Heick og skuespiller Johannes Nymark, som skal stå i spidsen for ’Melodi Grand Prix 2017’ i Herning.

Når dansk Melodi Grand Prix løber af stablen 25. februar næste år, bliver det med værter, som vi har set på scenen før, skriver DR.dk.

Johannes Nymark, der bliver årets mandlige vært, var selv med som deltager sidste år, hvor han vandt sammen med Martin Skriver og Søren Bregendal i trioen Lighthouse X med "Soldiers of love". Sangen gik desværre ikke videre til finalen i det internationale grand prix.

- Annette og Johannes har en fælles passion og kærlighed for Melodi Grand Prix, og deres kemi er helt uovertruffen. Vi har ikke været et sekund i tvivl om, at det er dem, der skal stå i spidsen for Melodi Grand Prix 2017, siger DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme om den konfettiklare duo.

Annette Heick også på scenen sidste år

Annette Heick var også på scenen sidste år. Dog ikke som deltager. Hun var nemlig vært sammen med sin mor, Hilda Heick, og Jacob Riising, der var vært for tredje år i træk.

Annette Heick havde været syg op til Grand Prixet og fik efterfølgende meget kritik på grund af sin frisure med proptrækkrøller.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: Jeg elsker Melodi Grand Prix

Annette Heick i fars fodspor

Annette har tidligere selv deltaget i konkurrencen.

I 1991stillede hun op med "Du er musikken i mit liv" sammen med Egil Eldøen, hvor duoen endte på en fjerdeplads. I 2007 optrådte Annette som solist i Grand Prix’et med "Copenhagen Airport" og gik i sin fars fodspor, da hun også havde skrevet teksten - Keld Heick har stået bag hele 31 grand prix-sange. Annettes lufthavnssang gik videre til finalen, men måtte se sig slået af Drama Queen.

SE OGSÅ BILLEDET: Tre generationer Heick på juletur

Også i 2005 så vi hende i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Her var hun vært i det såkaldte green room, hvor deltagerne sidder og venter på resultatet af afstemningen.

Læs mere om: