Hr. og fru Varnæs gør det igen: Matador blev et kæmpe seer-hit
Da første afsnit af den nyrestaurerede version af ”Matador” løb over skærmen lørdag den 6. maj kl. 20.00, fulgte knap 1,2 millioner seere med foran fjernsynet.
Helt præcist 1.161.000, viser den seneste TV-måling fra Gallup. Det svarer til en seerandel på hele 69 procent.
Dermed samler ”Matador” endnu en gang danskerne, som denne gang kan opleve serien i en version, der er digitalt renset og restaureret, så billederne i de 24 afsnit nu fremstår knivskarpe med friske farver og detaljer, som før har været utydelige.
Matadors mange seere
”Matador” blev sendt for første gang i 1978, og den er senest blevet genudsendt i 2012/2013.
I 2012 fulgte 900.000 danskere med i det første afsnit, hvor man præsenteres for karakterer så som Maude og Hans Christian Varnæs, Mads Skjern, tjener Boldt og Elisabeth Friis.
Andet afsnit af ”Matador” sendes lørdag den 13. maj kl. 20.00.