Jacob Risgaard: Derfor var Løvens hule fantastisk i år
Jacob Risgaard synes, at årets udgave af Løvens hule har været "en fantastisk oplevelse", og den nordjyske medejer af netbutikken, Coolshop, er da også den af de fem investerende løver, der har brugt flest penge på årets iværksættere, skriver dr.dk.
- For mig får penge først rigtig en værdi, når de bliver brugt på andre. Jeg vil hellere være med til at skabe nogle danske arbejdspladser og arbejde sammen med nogle superdygtige mennesker end at sidde på pengene selv, siger Jacob Risgaard, som har investeret 5.150.000 kroner.
Dermed ligger han et godt stykke foran den næste på listen, hans evige rival og drillepind på panelets modsatte fløj, Jesper Buch, der har investeret 3.825.000 kroner.
Broderparten af Jacob Risgaards penge er gået til et hjerteprojekt, Hotel Viking, i hans fødeby, Sæby. Ejeren af spahotellet fik en investering på hele 2.500.000 kroner fra sin landsdelsmand. Hotellet er et godt eksempel på mange af årets iværksættere. Det er folk, som normalt ikke har brug for hjælp og penge, men som er hårdt ramt af corona.
Coronaen har også satte sine spor inde i Løvens hule. Under optagelserne blev der hele tiden sprittet godt af. Det var til at leve med for Jacob Risgaard, men én ting var knap så fantastisk.
- Det var så mærkeligt ikke at kunne give en krammer, når man havde indgået en aftale med nogen. Hold kæft, hvor var det kedeligt! Så sad man bare der, hele apatisk, siger han.
Det er Jacob Risgaards anden sæson i Løvens hule, og han er begejstret for sin medvirken.
- Jeg synes, jeg er blevet en mere dygtig forretningsmand af at lave Løvens hule, og selv om jeg har været i gang i 20 år nu, kan jeg stadig lære meget af dem, der først kommer ind på markedet nu, siger han.
Her er, hvad de øvrige løver har investeret i år: Jan Lehrmann 3.400.000 kroner, Christian Arnsted 2.411.667 kroner, Mia Wagner 2.200.000 kroner.