Jim og Ghita tilbage med nye programmer
I efteråret kunne man se Jim Lyngvild og Ghita Nørby på en kulturrejse gennem Danmark i seks afsnit af "Jim og Ghita" på DR2.
Og nu er der gode nyheder, for der er snart premiere på endnu en sæson med det skønne makkerpar.
Denne gang hedder programmerne "Jim og Ghita på nye eventyr", og nu kan man kigge med på DR1.
Jim og Ghita på Fanø
Der kommer seks nye afsnit med Jim Lyngvild og Ghita Nørby, og af DR's sendeplaner fremgår det, at den første tur går til Fanø.
"Det er et maritimt samfund, der gennem generationer har præget Fanø. Den store handelsflåde, der tidligere tegnede øen, og de mange påvirkninger fra udlandet, har haft en stor betydning for de stolte traditioner på øen. Dem dykker Ghita Nørby og Jim Lyngvild ned i, og de bliver grebet af begejstring for øens helt særlige kulturhistorie," lyder beskrivelsen af det første program.
Der er sæsonpremiere på "Jim og Ghita på nye eventyr" tirsdag den 28. april klokken 20.30 på DR1.