Johannes Langkilde: Min datter er tosset med jul
Johannes Langkilde er vært på ”DR’s Store Juleshow” lørdag den 18. december 2021.
Det elsker han, for netop julen er noget særligt i hans familie. Hans datter Emilie sørger nemlig for, at alle i hjemmet er i julestemning.
Pynter op
I ”DR’s Store Juleshow” er Johannes Langkilde sammen med sin ”Fællessang”-makker Katrine Muff, som er stor fan af julen.
Faktisk har hun det til fælles med Johannes Langkildes datter Emilie på 10 år.
- Min datter er lidt ligesom Katrine, for hun starter også med at pynte op lidt i november. Når man kommer hjem fra arbejde i den første uge af november, er huset pludselig pyntet op til jul, fordi Emilie ikke kan stoppe sig selv, fortæller Johannes Langkilde til BILLED-BLADET.
Nisselandskaber og lys
Hjemmet er proppet med julepynt, der blandt andet tæller klassiske nisselandskaber med vat som sne.
Men familien er også blevet lidt farvet af at have boet i Amerika i en række år, for der er også større installationer, hvor pynten både kan lyse og spille musik.
- Vi har juledekorationer overalt med små mænd med lys i og ting, der kører rundt. Vi har nisselandskaber, fortæller Johannes Langkilde om udsmykningen.
Laver fortællinger
Måske slægter Emilie lidt sin far på, for landskaberne er bygget op omkring en historie.
Blandt andet er familiens flygel dækket af dådyr og rensdyr.
- Hun fortæller historier med opstillingerne hvert år. Hun sørger for at arrangere det hele, så der på en eller anden måde er en historie med det, fortæller den stolte far.
Johannes Langkilde er også far til sønnen Andreas på 12 år. Begge børn har han med hustruen Sisse.