
Jonatan Spang udskyder Tæt på sandheden: Her er den private årsag

Jonatan Spang har sat ”Tæt på sandheden” på pause på ubestemt tid.
Det bekræfter han til Ekstra Bladet gennem sin presserådgiver.
Planen om en 14. sæson af det populære tv-program var ellers klar, men efter flere overvejelser har han valgt at trække sig. Det skyldes private årsager:
– Det er halvandet år siden, at jeg blev skilt, og alt er desværre ikke faldet på plads endnu. Jeg kom igennem sidste sæson af 'Tæt På Sandheden', men var ikke tilfreds med min egen indsats og havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket, udtaler Jonatan Spang, som har set sig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre.
Dette gælder dog ikke ”Tæt på sandheden undersøger”, som Jonatan Spang for kort tid siden teasede for på sine sociale medier. Dette er ifølge Ekstra Bladets oplysninger allerede optaget færdig.

Jonatan Spang udmelding kommer efter, at han sidste år trak sig helt fra programmet. Her lød det, at han skulle ”genoprette sin energi”. I mellemtiden tog Esben Pretzmann over som vært.
I efteråret kom det så frem, at Jonatan Spang og hustruen Louise Lyberg havde valgt at gå fra hinanden efter otte år sammen.
Også arbejdsmæssigt gik parret hver til sit. Sammen drev de produktionsselskabet Small Shoes P/S, der producerer "Tæt på sandheden". Men i forbindelse med skilsmissen forlod Louise Lyberg posten som bestyrelsesformand, mens Jonatan Spang fortsatte i jobbet som administrerende direktør.
Et par måneder senere dukkede Jonatan Spang så igen op på skærmen, da 13. sæson af ”Tæt på sandheden” fik premiere i januar. Og det har måske været for tidligt.
I hvert fald er det den indsats, som Spang ikke har været tilfreds med, og som nu er medvirkende til, at seerne må væbne sig med tålmodighed for et nyt afsnit af det satiriske program.
