5. nov. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Klaus fra Den store bagedyst: Derfor droppede han livet som skuespiller

Klaus Andersen
Klaus Andersen
Foto: Hanne Juul
Klaus Andersen fra "Den store bagedyst" har i dag et kontorarbejde, men gennem flere år arbejdede han som skuespiller.

Hver lørdag brillerer Klaus Andersen i ”Den store bagedyst”, og han har allerede hevet hele to mesterbagerforklæder med hjem.

Det var først under coronanedlukningen, at 41-årige Klaus for alvor fik øjnene op for at bage, og siden har han brugt rigtig mange timer i køkkenet – ikke mindst i forbindelse med optagelserne til det populære DR-program.

Drømte om et andet liv

Til daglig arbejder han som Business Analyst hos Tryg Forsikring, men hans arbejdsliv begyndte på en noget andet måde.

Gennem mange år arbejdede Klaus nemlig som skuespiller, selv om det ikke var det oplagte valg, når man som ham er opvokset på en svinegård i Vestjylland.

- Jeg kunne mærke, jeg havde en længsel, og jeg havde også nogle interesser, der skilte sig ud, fortæller Klaus, der interesserede sig for sang og musik og dans, da han var ung.

Familien bakker op

Efter gymnasiet flyttede han til London for at studere sang, og efterfølgende uddannede han sig fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia. I 2005 debuterede han i ”Sommer i Tyrol” på Nørrebro Teater, men Klaus droppede den usikre tilværelse som skuespiller til fordel for et fast job.

Han bor i dag i en lejlighed på Frederiksberg med kæresten Thomas, og Klaus har på mange måder valgt en meget andet liv end resten af sin familie.

- Der er fuld opbakning, og det har der altid været, selv om jeg har været lidt anderledes. Jeg har tre storebrødre, der alle arbejder inden for landbrug eller byggeri og kører det typiske familieliv med mange børn og store huse. Jeg har valgt noget lidt andet, men de har altid støttet op, selv om de måske ikke har forstået mine valg, lyder det fra bagedyst-stjernen.

Klaus og kæresten, Thomas. 
Klaus og kæresten, Thomas.
Foto: Privat

Læs mere om: