12. nov. 2022 (Opd. 25. dec. 2023)
Af Laura Dalgård Hansen

Laura fra Den store bagedyst mistede sin mor som 22-årig: Hun ville være megastolt af mig

Laura Aagaard
Laura Aagaard
Foto: Hanne Juul
Laura Aagaard fra "Den store bagedyst" mistede sin mor som bare 22-årig. En måned inden dødsfaldet havde lægerne fundet ud af, at moren havde en hjernetumor, men dødsfaldet var for Laura ikke kun forbundet med sorg.

De seneste mange uger har hundredtusindvis af seere fulgt blandt andre 27-årige Laura Aagaard i ”Den store bagedyst”, og hun var også med lørdag aften, hvor det gjaldt semifinalen.

I den første udfordring skulle deltagerne lave en roulade, og pynten skulle være inspireret af en bestemt type blomst.

Laura mindes sin mor i bagedysten

Laura skabte nogle smukke pæoner til sin kage, fordi det var hendes mors yndlingsblomst.

- Det er en fin måde at mindes min mor på, fortæller Laura i programmet, hvor hun ender med at vinde det eftertragtede mesterbagerforklæde.

Hun var bare 22 år, da hendes mor døde. Blot en måned forinden havde lægerne opdaget en hjernetumor, og derfra gik det hurtigt.

- Vi talte om alt, hvad det indebar: Hvordan hun havde det med at skulle dø, hvordan jeg havde det med det, og hvordan hun ville begraves, så til sidst var det næsten lidt trivielt at tale om, fortæller Laura i et interview med Se og Hør.

Lauras mor var psykisk syg

De mange snakke gjorde det nemmere at håndtere tabet. Laura havde et anderledes forhold til sin mor end de fleste, fordi moren gennem hele hendes opvækst kæmpede med psykisk sygdom.

- Når man har haft en mor, der har været psykisk syg i mange år, så er ens mor/datterforhold lidt forvrænget. Ikke dårligere, men det er en anden måde at have en mor på. Der er en stor bekymringssky over en, når man har en psykisk syg forælder, fortæller Laura videre til ugebladet, hvor hun heller ikke lægger skjul på, at det derfor også var forbundet med en vis lettelse, da moren døde.

Laura i "Den store bagedyst"
Laura i "Den store bagedyst"
Foto: DR

Laura er overbevist om, at hendes mor ville være stolt af, hvor godt hun har klaret sig.

- Min mor ville være megastolt. Hun ville virkelig tænke: ”Det der er min datter. Hun er lige præcis den version, hun er, og den version jeg er allermest stolt af”, siger Laura i ”Den store bagedyst”.

I næste uge kan man se hende i den store finale, hvor hun skal kæmpe med Nanna og Klaus om sejren.

Læs mere om: