16. feb. 2023
Af John Lautrup, Majken Munk

Løvens hule-stjernen Anne Stampe blev ramt af stor sorg og mærkede, der ingen hjælp var

Anne Stampe
Anne Stampe fra "Løvens hule"
Foto: Gregers Overvad
Den nye investor i ”Løvens hule” Anne Stampe blev som ganske ung ramt af en familietragedie, og hun mærkede, at der ikke var hjælp til at bearbejde sorgen.

Den 38-årige Anne Stampe er én af de to nye investorer i DR-programmet ”Løvens hule”.

Hun har allerede markeret sig som en kvinde, der åbner munden og siger sin mening.

I andet program af seerhittet fortalte hun åbent, da en spirende iværksætter kom ind med ideen om et samtalespil, at hun godt kunne have brugt lignende, da hun var mindre.

Dengang var hun ramt af en stor sorg, som hun havde brug for at tale om.

Desværre mærkede hun hurtigt, at der ikke var hjælp fra andre end hendes egen familie.

Da hun var fire, mistede hun sin tvillingesøster til leukæmi.

- Det har selvfølgelig præget min barndom, men mine forældre og to storebrødre har været rigtig gode til at håndtere det og tale om det. Der blev taget hånd om det. Stille og roligt. Så det er ikke sådan, at jeg er vokset op med traumer, fortæller hun til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Men der var ingen hjælp i skolen, og der fandtes heller ikke sorggrupper. Dengang var det noget, man holdt internt i sin familie. Det ville selvfølgelig have været godt at tale med andre også. Heldigvis er der kommet meget mere fokus på det, så det ikke skal være et tabu.

Hun understreger, at hun som voksen har lært at håndtere sorgen, og at det har været med til, at hun prøver at sætte pris på nuet.

Samtidig har det lært hende, at hun skal forsøge at være positiv og droppe lysten til at brokke sig så meget.

Læs mere om: