28. okt. 2017
Af John Lautrup

Mads Steffensen i ny bog: Det er mit hjertebarn

Mads Steffensen
Mads Steffensen
Foto: Martin Høien
Mads Steffensen har udgivet en bog med sjove citater fra det radioprogram, han elsker mere end alt det andet, han laver på TV: Mads & Monopolet.

Mads Steffensen, 47 år, har lavet "Mads & Monopolet" i 14 år, og selv om TV har gjort ham til et kendt ansigt, er det radioprogrammet på P4, han brænder for.

Så meget at han netop har udgivet bogen "Mads & Monopolet. Aldeles fremragende - håndplukkede kloge ord fra programmet" med vittige og begavede citater fra udsendelsens kendte paneldeltagere.

Det er vigtigt og sjovt

- Jeg tøver ikke et sekund. Programmet er mit hjertebarn. Og det er det, fordi jeg synes, det er både vigtigt og sjovt. Vi behandler både lette og tunge dilemmaer fra lytterne, og jeg har et billede af, at vores diskussion inde i radioen er den samme, man har i køkkenerne rundt omkring i Danmark.

- Vi har en million lyttere, og sammen har vi et stort fællesskab hver lørdag formiddag. En fælles referenceramme. Fordi dilemmaerne handler om os selv eller nogle i vennekredsen eller blandt kollegerne. Det handler om os alle sammen på en eller anden måde, siger Mads Steffensen.

- Jeg elsker det. Jeg tager ind i studiet hver lørdag morgen, gør de samme ting, tøffer lidt rundt og læser mit manus. Og så ser jeg, hvad der er kommet ind af gode dilemmaer, for mange lyttere har tydeligvis gået og vendt tingene en hel uge og ventet til fredag, før de ringer ind. Jeg elsker det virkelig.

Citater fra bogen

Og her er et par citater fra Mads Steffensens nye bog. Kloge ord, som altså oprindeligt blev udtalt i Mads & Monopolet.

”Når man opfører sig som en mor over for sin mand, så kan man godt få sin vilje, men man får ikke et ordentligt skrald” - Helle Joof, 18. februar 2017.

”Der er ikke noget så dejligt som at møde den eneste ene, og det er lige vidunderligt hver eneste gang” - Suzanne Bjerrehuus, 18. oktober 2003.

Læs mere om: