2. sep. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Mette fra Gift ved første blik: Sådan havde hun det med samtykkeerklæringen

Mette og Morten
Mette og Morten
Foto: Snowman Productions
Nu uddyber Mette fra "Gift ved første blik", hvordan hun i virkeligheden havde det med den samtykkeerklæring, som Morten foreslog, at hun underskrev.

De fem bryllupper er veloverståede i dette års sæson af ”Gift ved første blik”, og torsdag aften var det derfor tid til, at parrene skulle på bryllupsrejse.

Morten og Mette skulle tilbringe hvedebrødsdagene på Læsø, og den lange køretur derop var ikke nogen udfordring for det nygifte par – tværtimod havde de masser at snakke om, og de blev hurtigt trygge i hinandens selskab.

Mortens mange komplimenter

Derudover var Morten også rigtig god til at komplimentere Mette ofte, og det var noget, som det nygifte par tidligt i deres forhold fik sat ord på.

- Han er rosende og anerkendende med ord, og det ligger ham meget nært at bruge den form for kærlighedssprog. For mig er det meget længere væk. Jeg viser det mere fysisk, fordi mit kærlighedssprog er den fysiske kontakt og nærhed.

- Vi har talt meget om, om man kommer til at mangle sit eget kærlighedssprog fra den anden, men det har fungeret fint, at vi gør det på hver vores måde. Anerkendelse er anerkendelse, men jeg er nok bedre til handling end ord generelt. Det er nemt for eksempel at sige ”jeg elsker dig”, men jeg synes, det er større at vise, at man gør det frem for at sige det, forklarer Mette.

Mest for sjov

En anden ting, som Mette og Morten også tidligt i deres forhold fik talt om, var sex. Og som man kan se i programmet, der blev sendt torsdag aften, foreslår Morten, at Mette underskriver en samtykkeerklæring, inden de tager det næste skridt i deres forhold.

- Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom ind på det. Morten nævner det på et tidspunkt, og så googler han det og finder det frem. Det er ment i sjov, men der er også noget alvor i det. Vi er en tid nu…, siger Mette og fortsætter:

- Der er nogen, som er mere usikre og er dårlige til at kommunikere og vise signaler. Det kunne gavne nogle med en samtykkeerklæring, men jeg tror, at både Morten og jeg synes, den er lidt fjollet, fortæller Mette, som sammen med sin nygifte mand morede sig over hele den noget specielle situation.

https://imgix.billedbladet.dk/dr-0607651_1.jpg
Morten og Mette
Foto: Snowman Productions

- For mig var det mest for sjov. Som jeg siger i programmet er jeg én, der godt kan sige fra. På det punkt har jeg ikke brug for en samtykkeerklæring, for jeg kan godt selv styre slagets gang, uddyber hun.

I program 3 af ”Gift ved første blik” får man ikke at vide, om Mette rent faktisk ender med at skrive under, og over for BILLED-BLADET kan hun heller ikke afsløre, hvad det ender med. Det må man vente med at finde ud af, indtil næste afsnit bliver sendt på torsdag.

Se også flere billeder af årets flotte brudekjoler i galleriet herunder.

GALLERI: Gift ved første blik brude 2021 (Foto: DR)

Læs mere om: