Nu kan du bo som Agnes i Matador: Dét koster huset

Fotocollage: Aller Media

Agnes og Rødes lejlighed fra Matador er sat til salg. Det gamle bindingsværkshus fra Korsbæk kan købes – i Køge. Pris. 5,7 millioner.

Onsdag, 10. juli 2019 - af Casper Nielsen

Agnes Jensen fra Matador sælger ud. Og hvis hun skulle vædde med Mads Skjern om, hvad hun kunne få for sin gamle lejlighed i Korsbæk ville Matadoren næppe tro hende.

Det gamle gule bindingsværkhus, som husede Agnes og Røde i Matador, ligger i virkeligheden i Køge. Lige i hjertet af byen på den brostensbelagte Kirkestræde.

Historisk byhus fra 1802

Her sælger en shippingdirektør, der er kendt i lokalområdet, den 114 kvadratmeter store bolig, som han har ejet, lige siden han købte det af kommunen for en håndfuld år siden.

Prisen er 5.750.000 kroner.

Det historiske byhus blev opført i 1802, har været ejet af kommunen og blev totalrenoveret i 2016.

Forhuset er i dag fredet – og for at markere sin tilknytning til den Danmarks-berømte serie er der såmænd opsat et lille skilt. 

Agnes Jensen boede der

Det viser at man ”hos Agnes Jensen i lejligheden 1. tv. kan få opmasket strømper".

I Matador drev Kirsten Olesens Agnes Jensen sin egen virksomhed i lokalerne.

Interiøret – hvor der blev danset ”spjæt-mazurka” og sunget om ”De tre musikanter - var dog opført på Nordisk Film, men porten – hvor sønnen Axel rask stavrede ud af for at finde ”Røde”, hvorpå han så tragisk faldt i branddammen – kan man sagtens genkende.

Få BILLED-BLADET leveret - lige til døren!
Klik her og se vores fine tilbud

Ejendommen i Køge har været til salg i halvanden måned. 

Den har også haft “ekstremt mange” besøgende både på hjemmesiden og til åbent hus-arrangementer, fortæller ejendomsmægler Matthias Wolff fra ejendomsmæglerfirmaet Allan Folmer.  

- Der er jo noget unik danmarkshistorie over det. Det er et krydderi og et slags kirsebær på toppen. Det har en betydning for prisen, men jeg kan ikke gøre det op i kroner og ører, siger Matthias Wolf om betydningen af, at netop dette hus har været med i Matador.

Årsagen til den høje pris

Det er dog ikke årsagen til den høje pris.

- Vi ser høje boligpriser og kvadratmeterpriser i dette område af Køge, men ejendommens historiske og fredede islæt gør boligen meget atypisk for byen, siger ejendomsmægler Matthias Wolff.