Pandekagekiks i Den store bagedyst: Derfor gik det galt
Max Hoffmann-Dose har fået stor ros af dommerne i ”Den store bagedyst”, men lørdag aften var der en af udfordringerne, som ikke lå lige til højrebenet for ham.
Deltagerne skulle tegne med pandekagedej på en sådan måde, at resultatet kom til at ligne værten Timm Vladimir.
Dygtige modstandere
Det gjaldt ikke om at lave flest pandekager, men om at lave den mest vellignende. Og det var en særdeles svær udfordring for 32-årige Max Hoffmann-Dose, der ellers blev mesterbager i det første program.
- Lige så snart det gælder om at tegne, er jeg helt klart på udebane, forklarer Max, som måtte tage til takke med en sidsteplads i den hemmelige udfordring.
- Jeg fik brugt al min dej og måtte lave en portion mere. Grunden til det gik galt, er en kombination af, at jeg ikke kan tegne, og så var det virkelig vanskeligt at styre blusset, forklarer Max, der var meget imponeret over, hvor gode konkurrenterne i bageteltet var til at løse den specielle udfordring.
Max støber sig ud af problemerne
Når Max selv bager, gør han normalt alt han kan for at undgå selv at skulle forme diverse søde sager.
- Hvis man kigger nøje efter på mine kager, vil man se, at der er få ting, jeg laver i fri hånd. Hvis jeg kan støbe mig ud af det, vil jeg til enhver tid gøre det, lyder det fra Max.