Phillip Faber om morgensang: Derfor er jeg ikke hjemme hos mig selv
Det ligner, at Phillip Faber sidder hjemme i sin egen stue og spiller på sit flygel, når han hver dag toner frem på skærmen i DR’s ”Morgensang med Phillip Faber”.
Men i virkeligheden er det flere kilometer fra den lejlighed på Vesterbro, han deler med sin kæreste Selma og deres lille søn August på to et halvt år.
Det daglige sangprogram bliver nemlig optaget hjemme hos Phillip Fabers chef på Østerbro, der har stillet sin musikstue til rådighed.
Sønnen er derhjemme
35-årige Phillip Faber, der er chefdirigent for DR Pigekoret, forklarer, hvorfor han ikke sender morgensang hjemme fra sig selv, hvor han har sit eget flygel.
- Ja, i teorien kunne vi godt være hjemme hos mig, men selv om programmet virker lidt gammeldags, så er der altså et ret stort arsenal af lys- og lydudstyr og to kameraer, fortæller Pillip Faber til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Og hvis det skulle stå fast inde i vores stue i fire uger, og vi skulle være hjemme hele tiden med en toårig og en masse knapper, han kan dreje på – ja, det ville ikke have fungeret!