Præsten fra Gift ved første blik: Se hvem han selv er gift med
– Allerede inden jeg mødte Annette, havde jeg haft sølvbryllup med mig selv. Jeg havde boet alene i 25 år, fortæller Michael, da BILLED-BLADET møder ham og hustruen i embedsboligen på Frederiksberg.
Gennem fem sæsoner har han nu hjulpet andre ungkarle og singlekvinder med at finde kærligheden i DR-programmet ”Gift ved første blik”.
Selv fandt han den eneste ene i præstekollegaen Annette, som han mødte i 2010 på en efteruddannelse i Aalborg.
– Jeg havde i så mange år kigget, og lige pludselig var du der, siger Michael og kigger kærligt på sin hustru Annette.
– Jeg syntes, du var meget sød. Men det var først, da vi et halvt år efter var på kursus igen, at du også opdagede, at jeg var der, smiler Annette og kigger på sin mand.
– Og så fandt vi ret hurtigt ud af, vi gerne ville ses igen, siger ”Gift ved første blik”-præsten, der dengang var præst på Esbjerg-egnen, mens Annette havde sin menighed på Frederiksberg.
Netop den store geografiske afstand har flere gange vist sig at være en stor udfordring for parrene i ”Gift ved første blik”, men det kunne ikke skille præsteparret ad. I sommeren 2011 blev de gift, og året efter fik de sønnen David. Siden kom også tvillingerne Clara og Andreas til.
– Først og fremmest på grund af min fremskredne alder var det sådan, at der ikke var nogen tid at spilde, forklarer Michael, der var 47, da han mødte sin store kærlighed, og som derfor også var ved at opgive tanken om, at han ville få sine egne børn.
– Jeg var kommet til et sted i mit liv, hvor jeg tænkte: ”Jeg vil jo meget gerne have familie med børn, men det bliver jo en anden mands børn.” Jeg havde ikke opgivet at blive gift, men jeg tænkte, hun nok havde nogle børn, og så ville det også være fint. Men jeg var måske lidt ved at miste troen på, jeg selv skulle få børn. Jeg tænkte: ”Nu begynder aldersforskellen at blive lidt for stor til den kvinde, der skal føde børnene,” erindrer Michael.
Aldersforskellen på 14 år er dog ikke noget, de tænker over i hverdagen, hvor der er masser at se til med arbejde og ikke mindst en dreng på syv og tvillinger på tre.
– Inden I kom, var der legetøj over det meste af huset, fortæller Annette med et grin. For med to præstejobs og kun én ugentlig fridag er der masser drøn på.
Fik stryg af andre præster i starten
I den seneste tid er det dog ikke kun præstegerningen, der har taget Michaels tid. Han har også været optaget af ”Gift ved første blik”, men han nyder at være en del af programmet.
– Det er meget spændende og interessant. Lige i begyndelsen kom der nogle teologiske stryg, fordi nogle præster synes, det er noget mærkeligt noget at være med i, men det synes jeg bestemt ikke, det er. Det er, fordi det handler om parforhold, og mange mennesker har svært ved parforhold. Vi har så mange skilsmisser i Danmark. Jeg er meget interesseret i de par, vi har matchet, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe dem undervejs.
Michael Brautsch er ikke med til at matche parrene og ved derfor heller ikke en masse personligt om dem. Til gengæld har han en anden særlig opgave.
– Min rolle kan være at besøge dem, hvis der er noget, der knirker. Det kan være, jeg bliver nødt til at ringe til dem. Det gør psykologerne også, men jeg har mulighed for at gøre det på en anden måde. Vi plejer at sige, at præsten er deres gode ven, forklarer Michael.
Hjælper folk med parforholdet
Men det er ikke kun foran kameraet, han giver gode råd om parforholdet. Også i sit virke som præst hjælper han med kærligheden, men generelt mener han ikke, danskerne er gode til at benytte sig af deres præst.
– Så sent som i går havde jeg en samtale med én, der havde ondt i parforholdet. Medmindre det bliver iscenesat af kirken eller præsten, er danskerne ikke vanvittig gode til at bruge deres præst, når det knirker i parforholdet. De vil gerne giftes i kirken, men når det går galt, er præsten ikke førstevalget, forklarer han.
Til gengæld var Annette førstevalget for Michael, og selv om han måtte vente mange år, før han fandt hende, kunne hverken han eller hustruen finde på selv at melde sig til ”Gift ved første blik”.
– Nej! siger de nærmest i kor.
– Det er grænseoverskridende. Det er slet, slet ikke mig. Jeg synes, det er vildt modigt, og jeg har forståelse for dem, der melder sig, og jeg respekterer det – det er Danmarks modigste datere, fastslår tv-præsten.