19. dec. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Rasmus og Marie Louise fra Julehjertets Hemmelighed: Sådan er det at spille forelskede

Rasmus Høst og Marie Louise Lindestrup fra "Julehjertets Hemmelighed". 
Rasmus Høst og Marie Louise Lindestrup fra "Julehjertets Hemmelighed".
Foto: DR
Det slår gnister mellem Rasmus Høst og Marie Louise Lindestrup i "Julehjertets Hemmelighed", men kærligheden mellem de to unge mennesker har svære kår. Her fortæller skuespillerne om, hvordan det er at spille forelskede i DR-julekalenderen.

Vi nærmer os den 24. december, men i DRs julekalender ”Julehjertets Hemmelighed” er der stadig meget, der skal nås, før det kan blive rigtig jul.

På Lindestrupgaard kæmper de med at få enderne til at mødes, og datteren Marie Louise er rejst bort for at undgå at blive giftet bort til Aage af Jungshoved, så familiens fremtid kan sikres.

Marie Louises hjerte banker for Rasmus Høst

I virkeligheden er det dog stalddrengen Rasmus Høst, som hendes hjerte banker for, men kærligheden har trange kår.

- De er begge lidt ensomme, og deres forhold er lidt forbudt. De er livslange venner, men i gamle dage kunne piger og drenge ikke være venner på den måde, fortæller Isa Thorlacius, som spiller Marie Louise Lindestrup.

Sjov udfordring at spille forelsket

I juleeventyret slår det gnister mellem netop Marie Louise og Rasmus Høst, og det at spille forelskede har været en sjov oplevelse og en udfordring for begge de to unge skuespillere.

- Det har været sjovt. Jeg tror, det kan være grænseoverskridende, men for mig var det virkelig fedt, fordi jeg blev gode venner med Isa. Vi havde det fedt med hinanden og var klar på at spille det hele. Der var ikke noget akavet, det har bare været fedt. Jeg ved ikke, om jeg selv har været forelsket … jeg er jo ikke så gammel, fortæller Maximillian Henriques Hale, der her i december er blevet kendt som Rasmus Høst.

Maximillian Henriques Hale er 17 år og går til daglig i 2.g. 
Maximillian Henriques Hale er 17 år og går til daglig i 2.g.
Foto: DR

For Isa Thorlacius var det også nogle nye følelser, der skulle i spil til rollen som den forelskede herregårdsdatter.

- Det er ikke svært at spille, at man har et crush på hinanden, men at elske en anden på den måde har jeg ikke selv prøvet, fortæller hun.

18-årige Isa Thorlacius opholder sig for tiden i Filippinerne, hvor hun arbejder på et børnehjem. 
18-årige Isa Thorlacius opholder sig for tiden i Filippinerne, hvor hun arbejder på et børnehjem.
Foto: Privat

Læs mere om: