10. maj. 2021
Af Karina Didriksen

Rene og Hardy fra Forsvundne arvinger: Sådan går det i dag

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/toparvinger2.jpg
Foto: Kasper Borg Rabøl/DR
I ”Forsvundne arvinger” på DR1 mødte Rene Wejlemand sin onkel Hardy Johansen. De var begge arvinger til den afdøde Ejner.

Ejner Henry Johansen var ud af en søskendeflok på 12, men alligevel døde han 88 år gammel i 2020 uden familie omkring sig. I mandagens afsnit af ”Forsvundne arvinger” på DR1 gik jagten derfor ind på potentielle arvinger.

Det lykkedes vært Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh at finde frem til hele 20 arvinger – en af dem var Ejners lillebror, 83-årige Hardy Johansen, mens en anden var Ejners nevø, 68-årige Rene Wejlemand.

Rene kendte ikke noget til sin onkel Ejner, men faktisk havde hans mor, Grethe, forsøgt at opspore sine søskende i programmet ”Sporløs” tilbage i 2002. Dengang var Hardy en af dem, som de mødte, men Rene har ikke haft kontakt til ham længe.

- Det var et stykke tid siden, at jeg havde talt med nogen af dem, som var med i ”Sporløs”. Det løb ud i sandet, da min mor blev ramt af alzheimers og døde i 2016, fortæller Rene til BILLED-BLADET.

https://imgix.billedbladet.dk/foto_kasper_borg_raboel_nevoe_rene.jpg
Foto: Kasper Borg Rabøl/DR

Vil se hinanden igen

I ”Forsvundne arvinger” blev det til et rørende gensyn mellem Rene og hans onkel Hardy. De havde faktisk allerede mødt hinanden, da de for mange år siden arbejdede på Carlsberg, men dengang vidste de ikke, at de var i familie.

- Det var hyggeligt og sjovt at se Hardy igen. Jeg har kun gode minder om ham, og han har altid været sød og rar, fortæller en glad Rene.

I programmet mødte han også sin ukendte fætter Niels samt sin fætter Andy, som er Hardys søn. Mødet mellem dem blev først optaget for fire uger siden, så derfor har Rene ikke genoptaget kontakten til dem endnu.

- Hardy og Andy er ret tæt på mig, så dem vil jeg gerne se igen. Andy er en rigtig rar person, og jeg vil da tage fat i dem, når programmet har været sendt, siger Rene og tilføjer:

- Jeg vil prøve at holde kontakten med dem. Jeg synes, at det er det værd, for det vil føles forkert ikke at gøre det.

Der var en arv på 150.000 kr., som skulle fordeles på de 20 arvinger. Renes del lyder på ca. 9000 kr.

Læs mere om: