Rie Helmer stopper som Sporløs-vært: En svær beslutning
Gennem de sidste tre år har Rie Helmer været et fast ansigt på danskernes TV-skærme, når DR1-programmet ”Sporløs” har været sendt.
Det kommer til at ændre sig, når næste sæson får premiere i 2016, for her overdrager Rie Helmer værtsstafetten til DR-kollegaen Ditte Haue.
- Det var en meget svær beslutning, og jeg kommer til at savne at lave ”Sporløs”, for jeg har været rigtig glad for at lave programmet, fortæller Rie Helmer til BILLED-BLADET.
Rie Helmer har sin alder i tankerne
Hun har valgt at søge nye udfordringer, og hun glæder sig til at begynde på sit nye job hos Kirkens Korshær. Her skal hun være redaktør og teamleder i kommunikationsafdelingen.
- Jeg bliver jo ikke yngre, og jeg har ikke 40 år tilbage af mit arbejdsliv, så jeg vidste godt, at hvis jeg skulle lave et karriereskift, så skulle det være nu, forklarer Rie Helmer og tilføjer:
- Men jeg vil ikke sige, at det er endegyldigt slut med værtsjob, for det er jo ikke til at vide, hvordan fremtiden ser ud.
Rie Helmer er 46 år og uddannet journalist, og hun blev i 2011 ansat hos DR som vært på "Aftenshowet". Privat bor hun sammen med sin kæreste og en 17-årig datter, som hun har fra et tidligere forhold.