Skøn nyhed fra Phillip Faber
I aften, fredag den 20. november, kan Phillip Faber opleves i ”Fællessang – hver for sig” klokken 20.00 på DR 1, og der er bestemt også noget særligt at glæde sig til på fredag om en uge.
Phillip Faber med julehit
Den dag udkommer et nyt julealbum, hvor DR Pigekoret anført af Phillip Faber samler blandt andet højdepunkter fra de seneste års julekoncerter i DR Koncerthuset.
Højdepunkter over fem år
Det er faktisk højdepunkter fra de seneste fem års julekoncerter, der er blevet til et nyt, digitalt album, som er tilgængeligt på alle streamingtjenester fra fredag den 27. november.
Chefdirigent Phillip Faber står selv bag korværket ”O Magnum Mysterium”, og han står også bag flere af arrangementerne af kendte julesange, heriblandt ”Julen har englelyd”’ samt ”Mit hjerte altid vanker”.
Faber vil gerne dele øjeblikke
- Vi udgiver først og fremmest det nye album, fordi vi gerne vil dele nogle af de bedste øjeblikke fra DR Pigekorets julekoncerter med mange flere. Vi ved jo, at mange hvert år må opgive at få billetter til koncerterne pga. den store efterspørgsel, og i år kan vi kun lukke omkring en fjerdedel af det normale publikum ind til koncerterne pga. corona-restriktioner, siger Phillip Faber til dr.dk.