12. jan. 2022
Af Karina Didriksen

Søren Vester fra I hus til halsen: Derfor elsker jeg at lave programmet

Søren Vester.
Søren Vester.
Foto: Matias Olsson/DR
Designeren Søren Vester har i seks år hjulpet danskere med at få solgt deres huse i DR-programmet ”I hus til halsen”.

Det populære DR1-program ”I hus til halsen” kan i år fejre 10-års jubilæum, og designeren Søren Vester er stolt over, at han nu har været med i seks sæsoner.

- Det er stadigvæk vanvittigt inspirerende at lave, og det er det, der gør, at vi synes, det er sjovt at komme ud og gøre en forskel, siger Søren Vester til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Det er et rigtigt program og en rigtig verden, så det er helt almindelige problemer, vi står med. Alle kan blive fanget i det, og det bliver vi mindet om hver gang.

Græder af glæde og sorg

Sammen med kollegerne Line Franck og Dennis Lindequist hjælper Søren Vester danskere med at få solgt deres huse og komme videre i deres liv. Og det resulterer i mange rørende øjeblikke.

- Det gør det nærværende, når man står overfor mennesker, som både græder af glæde og sorg. På den måde er det en sæson, som rører alle, når man er afsted, forklarer den 43-årige designer og tilføjer:

- Man er meget sårbar, når hele ens hus er pillet fra hinanden. Pludselig er hele ens hjem væk, så det er vigtigt for os, at vi er der for at hjælpe dem og er der for dem, hvis de har brug for et kram.

Den 10. sæson af ”I hus til halsen” sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.

https://imgix.billedbladet.dk/dr_matias_brenoe_olssonbund.jpg
Foto: Matias Brenø Olsson/DR

Læs mere om: