Stéphanie Surrugue fylder 41 år: Familien kommer til Paris
Stéphanie Surrugue fejrer d. 3. februar sin fødselsdag med besøg fra Danmark, hvor hun får sin nevø, hans kæreste og deres datter på to og et halvt år på besøg.
- Den yngste skal introduceres for Paris, og det bliver spændende, siger Stéphanie, der vil vise familien rundt i kærlighedens by.
Stéphanies mor og søster har sendt to pakker med posten, da de var så store, at nevøen ikke kunne have dem med. Så dem er Stéphanie meget spændt på at åbne.
At hun er blevet et år ældre, mener Stéphanie godt, at hun kan mærke:
- Det var helt okay at fylde 40 og holde en stor fest. Nu er jeg sådan virkelig i 40'erne – det skal jeg lige vænne mig til.
Stéphanie Surrugue: Nyder at være tilbage i Paris
Men det bliver ikke det store restaurantbesøg, når familien skal fejre fødselsdag, da Stéphanie synes, at Paris’ restauranter ikke er særlig børnevenlige.
Hun har derimod en plan om at bestille fra den lokale fiskemand, der kan diske op med østers, rejer og andet fisk, der er imponerende anrettet.
- Jeg er glad for, at familien vil komme til Frankrig og fejre mig, da jeg nyder at være tilbage i Paris, siger Stéphanie Surrugue efter et hæsblæsende efterår i Danmark, hvor hun blandt andet var vært på Året der gik og Kronprinsparrets Priser 2017.
I knap et år har hun boet i Paris, hvor hun er international korrespondent for DR, og hun har nu lovet sig selv at huske at slappe mere af i 2018.