Stéphanie Surrugue om sin medvært Kåre Quist: Vi har en god kemi
For andet år i træk er DR’s USA korrespondent Stéphanie Surrugue vært sammen med TV Avisens Kåre Quist, når ”Kronprinsparrets Priser” uddeles i Musikteatret Holstebro ved et stort show, som vises direkte på DR1 lørdag den 8. oktober klokken 21.
Og det samarbejde glæder Stéphanie sig meget til.
- Kåre er topprofessionel og meget ambitiøs. Han giver mig virkelig lyst til at gøre mit allerbedste, siger hun til BILLED-BLADET.
LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue klar til kronprinsparrets priser
- Og så har vi det altså så sjovt sammen, at vi muligvis kan gå resten af holdet lidt på nerverne med vores platte jokes og grineflip, men det er jo simpelt hen så dejligt at arbejde sammen med en vært, hvor man hygger sig, selv om man arbejder benhårdt, fortæller Stéphanie.
Masser af god sceneoptræden
Kronprinsparret vil uddele fire priser i den 12. udgave af prisuddelingen, og på scenen vil man også kunne opleve sangerinden Pernille Rosendahl, rockbandet Dúné og dansekompagniet Black Box Dance Company, der vil opføre et uddrag af deres Reumert-nominerede danseforestilling ”7EVEN”. Saveus, som også er kendt som Martin fra den første udgave af ”X Factor”’ vil ligeledes optræde.