Superrige Sonja: Jeg blev lykkelig, da jeg tabte mig
I DR-programmet ”Superrig med benene plantet i Aalborg” hører vi om Sonja og Eigil Christensen, der igennem hårdt arbejde og sans for forretninger er blevet milliardærer.
Parret har nået pensionsalderen, men sidder ikke stille.
Særligt Sonjas mange velgørenhedsprojekter kræver tid, kræfter – og penge.
- Jeg troede virkelig, at jeg skulle gå efter at være rig, så ville jeg blive lykkelig. Men jeg bliver ikke lykkelig af at være rig. Jeg bliver lykkelig af at hjælpe, fortæller Sonja.
Sonja: Jeg følte ikke sult længere
Der var også et ganske specielt og lykkeligt øjeblik, hvor Sonja gjorde noget for sig selv – nemlig da hun fik en gastric sleeve-operation, hvor mavesækken blev reduceret.
- Jeg var lykkelig den dag, jeg var blevet opereret og ikke følte sult på samme måde mere. Det gør man ved en gastric bypass. Der går man rundt og er sulten altid. Ved den, vi har fået, er man aldrig sulten mere. Før tænkte vi kun på det næste, vi skulle have at spise, men det stoppede ved operationen.
Sonja tabte sig efterfølgende 40 kg.
- De 40 kg har givet en anden lethed – nu kan jeg alting, siger hun.
Læs interviewet med Sonja i BILLED-BLADET i næste uge, hvor hun fortæller, hvordan det er gået hende og Eigil og alle deres velgørende projekter, siden programmet blev optaget.