23. mar. 2018
Af Laura Dalgård Hansen

X Factor Rasmus har sunget for de kongelige

Rasmus fra X Factor
Foto: Lars H. Laursen
Før Rasmus blev "X Factor"-stjerne var han med i Københavns drengekor, og sammen med dem har han blandt andet optrådt til kronprinsparrets bryllup.

Rasmus fra ”X Factor” brillerer for tiden hver fredag aften foran flere end en million seere, men det at optræde er bestemt ikke en ny ting for ham.

Som barn var det en del af hverdagen at optræde, da han var med i Københavns drengekor.

De sang ofte i Vor Frue Kirke, men fredag den 14. maj 2004 var det alligevel en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

En kæmpestor fornøjelse

På denne dag blev kronprinsparret gift, og Rasmus var en del af koret, som sang for det lykkelige par og alle de mange gæster i kirken.

- Det var vildt og smukt og en kæmpestor fornøjelse, fortæller Rasmus om oplevelsen, hvor han oppe fra balkonen kunne kigge ned på alle de mange royale mennesker.

Og ikke mindst den smukke brud.

Rasmus var med i Københavns drengekor
Foto: Privat

Rasmus var en del af Københavns drengekor og er her nummer tre fra venstre i anden række.

Verdens smukkeste kjole

- Min far har fortalt mig, at jeg bagefter sagde, at hvor havde hun bare verdens smukkeste kjole på, fortæller han om det flotte syn.

- Og Frederik begyndte at tude, husker Rasmus, som dengang var 13-14 år.

Der er ingen tvivl om, at det dengang var en stor oplevelse for Rasmus at synge for de kongelige, men det var også et arbejde. Hvis han skulle få chancen igen, ville det være en noget helt andet.

- I dag ville det være en helt anden oplevelse. Det ville være en kæmpe stor ære, forklarer han.

Sang for hofmarskallen

Frederik og Mary er dog ikke den eneste anledning, hvor han har fået lejlighed til at synge for de kongelige.

Også da Dronningens hofmarskal Søren Haslund-Christensen fyldte 70 år i 2003, sang Rasmus for de kongelige.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Ulla Aue

Kronprinsparret ved deres bryllup i 2004.

Læs mere om: