Tine Gøtzsche tilbage på skærmen hver uge
For godt et år siden kvittede Tine Gøtzsche, 52, sit faste job på DR for at blive selvstændig og chef i sit eget liv.
Siden har hun haft flere værtsopgaver for DR - og nu dukker hun op på tv hver uge på sin gamle arbejdsplads.
Fredag den 1. november har hun premiere på "Makulator" på DR2. Et nyt, kritisk interviewprogram med en gæst og et centralt spørgsmål.
Tine Gøtzsche superglad
Tine glæder sig til premieren og de følgende syv fredagsprogrammer frem til jul - og hun glæder sig over sine arbejdsopgaver.
- Jeg er superglad for mit liv som selvstændig. Det går rigtig godt, og jeg har masser at lave, siger Tine, som også har fået nyt kontor i sit lille firma.
- Jeg havde siddet hjemme ved spisebordet i et år og bor ikke særligt stort, så hver gang vi skulle spise, måtte jeg have printeren væk og lægge alle papirerne til side. Det blev jeg lidt træt af, og jeg syntes, det kunne være rart at cykle ud om morgenen. Så nu har jeg fået mig et skønt, lille kontor midt i byen med grønt udenfor vinduet. Det er så dejligt, siger Tine Gøtzsche.