2. apr. 2023
Af Lene Skriver Bak

Frederik Haun jubler trods stor frustration: Jeg gjorde det!

Frederik Haun
Frederik Haun.
Arkivfoto: Mikael Rieck
I den parisiske forårsluft gik Frederik Haun efter et bestemt mål – og gennemførte.

Frederik Haun jubler i disse minutter i et forårsramt Paris.

Den tidligere deltager i "Den Store Bagedyst" var rejst til byernes by for at gennemføre endnu et maraton.

Frederik Haun havde sat sig et ambitiøst mål om at være hurtigere på ruten end første gang, han gennemførte et maraton – og allerhelst løbe de 42,195 kilometer hurtigere end tre timer.

Det sidste måtte han skyde en hvid pil efter, stod det klart undervejs.

"Jeg løb de første 30 km fuldstændig som planlagt og havde virkelig meget overskud lige indtil, at jeg fik bøvl med mit knæ …" skriver han på Instagram og fortsætter:

"Jeg gik langt ned i tempo og blev nødt til at gå af flere omgange for ikke at udsatte mig selv for større skade. Ærligt, jeg var SÅ sindssygt frustreret og virkelig presset mentalt over den her pludselige skade. Jeg havde mest af alt lyst til at skrige af frustration, men igen, det havde intet hjulpet."

I mål kom Frederik Haun da også.

Og det var slet ikke en dårlig tid, han fik løbet sig til.

"Jeg gennemførte i tiden 03:21:11 og det er jeg sindssygt stolt af. Det var trods alt knap 2 min hurtigere end mit første," skriver han videre og afslutter med at takke for støtte og hep på det sociale medie.

Som heppekor i Paris har Frederik Haun haft glæde af sin forlovede, danseren Morten Kjeldgaard, og veninden Tilde Munkholm og hendes kæreste, Thomas.

Læs mere om: