Han friede igen, efter forlovelsen udløb: Her er Ane Høgsbergs kendte kærlighed

Komikeren Ane Høgsberg er lige nu aktuel i TV 2-programmet ”Stormester”, hvor hun sammen med fire andre kendte skal løse finurlige, sjove og fjollede opgaver.
Privat er der også masser af sjov, for den 37-årige Høgsberg danner par med komikerkollegaen Lasse Madsen, 31.
De to blev egentlig forlovet for seks år siden, men den forlovelse udløb, fortalte Ane Høgsberg med et glimt i øjet til B.T. sidste år. Der var nemlig slet ikke sket noget på bryllupsfronten, siden Lasse friede til hende.
- Jeg venter på en genforlovelse, tror jeg – jeg kan slet ikke passe den ring mere! Sagde Ane Høgsberg til B.T. sidste år.
- Han må ned på knæ igen – få børstet de knæbeskyttere af og kom i gang! Så nej, der er fandeme ikke bryllup på vej – men nu jeg har dig, hvis du læser med Lasse, så må du da godt komme lidt i gang!

Et halvt års tid senere – den 24. december 2024 – gik Lasse så på knæ igen.
Ane sagde heldigvis ja og gav ham ”den dejligste julegave”.
Over for SE og HØR forklarede Lasse Madsen, hvorfor valget faldt på netop den dato.
- Jeg har det dejligt. Hun sagde jo ja.
- Og så valgte jeg den 24. december, så jeg altid kan huske, hvornår jeg friede.
Ane Høgsberg og Lasse Madsen har sammen sønnen Ebbe og en lille ny på vej. Derudover har Lasse sønnen Axel fra et tidligere forhold.