Havde du gættet det? Dette "Matador"-afsnit er det allerlængste
Hvis du en dag vil se et tilfældigt afsnit af "Matador", bliver det også helt tilfældigt, hvor lang tid du skal bruge på det.
Ganske enkelt fordi afsnittene ikke er lige lange.
I en ny bog med titlen "MATADOR" om den elskede tv-serie af forfatter og filmredaktør ved Dagbladet Information Christian Monggaard og forfatter og filmkritiker Jacob Wendt Jensen er der blandt andet en fin tidslinje over alle afsnittene, hvor man kan se, hvor lang tid hvert enkelt afsnit varer. Inklusiv resumé.
Og her kan man altså læse, at det længste afsnit - hele 86 minutter - faktisk fokuserer på kokkepigen Laura. Der er nemlig tale om afsnit 16, "Lauras store dag".
Hvad er så det allerkorteste afsnit af "Matador"? Jo, det er afsnit 2 med titlen "Genboen". Her er der kun 41 minutters tv fra Korsbæk.
I alt varer alle afsnit af serien sammenlagt 27 timer i alt.
Ud over at oplyse om længden på afsnittene, fortæller tidslinjen også hvad der sker historisk i Danmark og verden i den tid, afsnittet foregår i.
Denne detaljerige oversigt er blot en af mange i det nye storværk om tv-serien, der udkom i slutningen af november på forlaget Book Lab.
"MATADOR" har mere end 300 illustrationer, vejer knap tre kilo og byder på mange nye interview med og historier fra folkene bag tv-serien.