17. nov. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Hjemme hos kæresten igen: Niels overraskede Stine

Stine og Niels 
Stine og Niels
Foto: Lars Horn
Nedlukningen af syv kommuner i Nordjylland ramte også Stine og Niels fra "Landmand søger kærlighed", men nu er det unge par sammen igen.

Mandag i sidste uge blev syv kommuner i Nordjylland lukket ned som følge af corona-udviklingen.

Beboere i de berørte områder blev bedt om at holde sig inden for deres egne kommunegrænser, og det fik konsekvenser for mange. Også Stine og Niels fra ”Landmand søger kærlighed”, som bor i Vesthimmerlands kommune”.

Niels’ skoleforløb blev sat på pause, og han manglede derfor noget at give sig til. Han besluttede derfor at tage hjem til sine forældre i Sydjylland for en stund, og det var uvist, hvor længe der ville gå, før det unge par så hinanden igen.

Siden har regeringen lempet på restriktionerne, og Niels er nu tilbage hos kæresten i Aars.

Og det var noget af en overraskelse for Stine, der ikke anede, at Niels stod klar, da hun en dag kom hjem fra arbejde.

- Han påstod, at han havde savnet mig, ler Stine.

- Det var en overraskelse. Det var dejligt, for vi er bedst, når vi er sammen. Vi er ikke så gode til at kommunikere ellers, for vi er dårlige til at få ringet eller skrevet, forklarer hun.

Savnede Stine

De to nåede at være fra hinanden i en lille uges tid, inden Niels vendte retur til Nordjylland.

- Jeg savnede hende bare helt vildt, så jeg kørte op til hende, fortæller Niels om sin beslutning.

Han var netop begyndt på rørlæggeruddannelsen i Aalborg, men det blev sat på pause på grund af nedlukningen, og han venter stadig på svar fra skolen om, hvad der skal ske fremadrettet.

Det kan derfor også være, at han igen tager en tur hjem til familien, men lige nu nyder han og Stine at være sammen igen.

Læs mere om: