7. nov. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Stine fra Landmand søger kærlighed: Det er helt forfærdeligt

Stine Marthine Pedersen
Stine Marthine Pedersen
Foto: Anders Brohus/TV 2
Tusindvis af nordjyder er ramt af nye coronarestiktioner, og en af dem er Stine fra "Landmand søger kærlighed". Hun frygter, at det ikke er ovre om fire uger.

Coronapandemien drøner derudad, og særligt Nordjylland, hvor der er mange minkfarme, er hårdt ramt af krisen.

Her er der nemlig fundet flere tilfælde af den muterede coronavirus, og derfor er syv kommuner i landsdelen nu på det nærmeste lukket ned.

Beboerne skal holde sig inden for deres egen kommunegrænser, og man skal så vidt muligt arbejde hjemme.

Stine: Det rammer os alle hårdt

En af de mange som er ramt af de nye restriktioner, er landmandsparret Stine og Niels, der fandt sammen i ”Landmand søger kærlighed”.

De bor sammen i Aars, som er en del af Vesthimmerlands kommune.

- Minkavlerne er en del af dansk landbrug. Det rammer os alle hårdt, og det er et stort samtaleemne. Det tror jeg, det er i hele landet. Det er helt forfærdeligt, fortæller Stine.

Hun var på arbejde, da pressemødet foregik, så hun hørte om de nye restriktioner i radioen.

- Jeg tænkte, at jeg håber, det er nødvendigt, og at det ikke bare er et forsigtighedsprincip. Jeg synes, det er svært at finde hoved og hale i, og hvad der er op og ned, og hvad der er rigtigt og forkert, fortæller Stine om de nye vilkår, som hun og mange andre nordjyder nu skal leve under.

- Det kommer umiddelbart ikke til at påvirke mig og mit arbejde. Min arbejdsplads er i samme kommune, og vi kan ikke stoppe med at fodre dyrene, forklarer Stine, der arbejder på en kvæggård.

Sammen med sine kollegaer udgør hun en kritisk funktion, fordi de producerer fødevarer.

Stine: Vi skal passe på hinanden

Niels er for nylig begyndt på rørlæggeruddannelsen i Aalborg, men han mangler stadig at få nærmere besked om, hvordan undervisningen skal foregå fremover.

- Vi skal ikke brokke os, for ingen af os er ramt endnu. Jeg forsøger at være forsigtig, og det er vi også på min arbejdsplads. Vi snakker om det løbende, og hvis vi bliver ramt, er vi virkelig på den, fordi vi er så få. Hvem skal så passe dyrene? Vi skal virkelig passe på hinanden.

De nye restriktioner varer indtil videre i fire uger, men Stine frygter, at nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland kommer til at vare endnu længere.

- Jeg tvivler på, de åbner op. Hvorfor skulle de gøre det lige op til jul, hvor alle tager på kryds og tværs af landet? Jeg kan godt være bekymret for, hvordan julen bliver, fortæller Stine.

GALLERI: Landmand søger kærlighed 2020

Læs mere om: