15. mar. 2023
Af Sofie Nymand

Hun er kendt fra Dansegarderoben: Virkelighedens dansepige Linda Laursen kickstartede karrieren i Matador

Linda Laursen ses her som nr. 4 fra venstre - ved siden af Jørgen Ryg. 
Linda Laursen ses her som nr. 4 fra venstre - ved siden af Jørgen Ryg.
Foto: Peer Pedersen/Ritzau Scanpix
Det var ikke kun i Cirkusrevyen, at Linda Laursen har slået sine folder. Det gjorde hun også på Erik Ballings filmset.

Tilbage i 70’erne stod Linda Laursen på scenen blandt Danmarks største stjerner, da hun dansede i Cirkusrevyen.

I øjeblikket udfolder historien om netop Cirkusrevyens dansepiger sig i TV 2s søndagsserie ”Dansegarderoben”, hvor vi også får et glimt af Linda Laursen.

Hun har nemlig ikke kun hjulpet forfatterne Louise Mieritz og Ditte Hansen med tilblivelsen, hun medvirker også i tredje og fjerde afsnit som suffløsen Alice.

Og det er langt fra den eneste serie, virkelighedens dansepige dukker op i.

Linda Laursen begyndte sin skuespilkarriere sidst i 70’erne, hvor hun blandt andet slog sine folder på Erik Ballings filmset.

I 1979 medvirkede hun i ”Olsen-banden overgi'r sig aldrig”, og året efter havde 27-årige Linda Laursen en lille – men betydelig – rolle i successerien ”Matador”, hvor hun spillede Generalkonsulinde Vangel.

Hun dukker op til selskab hos Maude og Hans Christian, der efter en ægteskabelige krise har genfundet melodien.

I afsnit 13 ”Et nyt liv” er bankdirektørparret netop vendt hjem efter en tur til Paris, og der er ’ungt’ selskab med cocktails, intriger og rygning i de fine stuer.

De nye toner og bekendtskaber er et stort samtaleemne hos Laura, Esther og Agnes i køkkenet.

Ikke mindst generalkonsulinde Vangel, der har en kjole, hvor hun ”er så nedringet, at hun kan give bryst uden at knappe op”.

Den unge generalkonsulinde og fabrikanten forsvinder senere fra festen og deres respektive partnere. Men de finder hurtigt tilbage til selskabet, da Ulrik Varnæs forstyrrer dem ved at smide et kanonslag i sit værelse.

Linda Laursen blev uddannet ved Privatteatrenes elevskole i 1979 og har siden medvirket i en række serier og film, heriblandt ”Sommer”, ”Rita” og ”Bedrag”.

Privat danner hun par med skuespiller Michael Carøe. Sammen har de sønnen Rasmus.

Linda Laursen og Michael Carøe.
Linda Laursen og Michael Carøe.
Foto: Mikael Rieck

Desuden har hun datteren Vickie Bak Laursen fra et tidligere forhold med danselæreren Mickey Fredie-Pedersen.

Læs mere om: