Jakob Illeborg vært på nyt TV-program
Jakob Illeborg, 48 år, vender tilbage til skærmen, når den tidligere DR-journalist og "Kontant"-vært i oktober debuterer som vært på "Kanal 5 afslører" - et nyt Discovery-program med hardcore, undersøgende og afslørende journalistik.
Historien skal være god
- Der er noget "Kontant" over det, men det bliver ikke kun forbrugerorienteret. Vi kommer til at lave kritisk undersøgende journalistik på alle parametre. Det væsentlige er, at historien er god, siger Jakob Illeborg, som ellers sidste år forlod DR for at forfølge en karriere som musiker.
I foråret udgav han soloalbummet "Once upon tomorrow", og han kommer da også til at optræde med sin musik sideløbende med det nye job.
- Jeg sagde ja til tilbuddet, fordi jeg ved, det er noget, jeg kan. Og fordi det alligevel er noget andet. Blandt andet er værktøjskassen anderledes. I DR er der nogle etiske retningslinjer, som begrænser, hvad man må og kan. I det nye program er vi bedre udrustede, bare historien er god nok. Vi bruger for eksempel "muldvarper" i nogle relativt højt profilerede sager, hvor jeg godt tør love, at vi ender med den rygende pistol, fortæller Jakob Illeborg.