11. aug. 2021
Af Stine Ramlyng

Lasse Sjørslev og Josefine Høgh overrasker: Bliver kollegaer

Lasse Sjørslevn og Josefine Høgh
Lasse Sjørslev og Josefine Høgh
Foto: Thomas Laursen
De er gift, de venter barn og til september bliver de kollegaer for en stund, når de to tv-profiler fra hver deres kanal bliver værtspar på Nu Festival 2021.

DR's Josefine Høgh og TV 2's Lasse Sjørslev lægger for en kort bemærkning kanal-tilhørsforhold på hylden og mødes på scenen til Nu Festival som afvikles på Lundsgaard Gods ved Kerteminde til september. En charity festival målrettet støtte til særlig kræftforskning.

Initiativtagerne bag arrangementet er blandt andet Josefine Høghs far, fodboldlegenden Lars Høgh, sangeren Michael Falch samt den erfarne koncertarrangør Hans Thomsen.

"Festivalen udspringer af de tanker om livssyn, som trioen Høgh, Falch og Thomsen deler. Det handler om nærvær, passion og socialt engagement. Nu’et i festivalens navn skal forstås som et hint til intensitet i øjeblikket, lidenskaben i livsoplevelsen og som en hyldest til livsglæden", skriver Nu Festival om initiativet, hvor alt overskud går til kræftforskning.

Et familieprojekt

Og det er ikke helt tilfældigt, at flere familiemedlemmer er involveret i festivalen.

- Det har været vigtigt fra starten for både Lars og Michael, at deres børn (Josefine Høgh og Mathilde Falch, red.) også er involverede i det her, så det er nærmest et familieforetagende, fortæller koncertarrangør Hans Thomsen til TV 2 Fyn.

Flere gode navne på programmet

Og det hele kommer da også til at gå op i en højere enhed, når Josefine Høgh fra scenen kommer til at præsentere Mathilde Falch som kunstner på festivalen, der løber af stablen 10. og 11. september.

Udover Mathilde og Michael Falch er singer-songwritere som Mads Langer, Annika Aakjær, Sebastian, Hjalmer, Kjartan Arngrim og Signe Svendsen også på programmet.

Læs mere om charity festivalen her.

Læs mere om: