29. maj. 2021
Af Marianne Singer

Malte Ebert om tiden som Gulddreng: Det var ikke sundt

Malte Ebert som sig selv i 2021 og som karakteren Gulddreng i 2017.
Malte Ebert som sig selv i 2021 og som karakteren Gulddreng i 2017.
Foto: Birger Storm og Dan Mariegaard
Tre år efter, at han stoppede som karakteren Gulddreng fortæller en ærlig Malte Ebert, hvad han ville have gjort anderledes dengang.

Det var på alle måder en heftig og vild tid, Malte Ebert oplevede, da han i en periode på halvandet år, fra 2016 til 2018, med stor succes indtog Danmark som karakteren Gulddreng.

Efter at han stoppede som Gulddreng i februar 2018 er det gået mere stille for sig, men musikken er stadig hans helt store passion og fredag udkom hans debut EP "Summer Child".

Den 27-årige sanger er også blandt deltagerne i den kommende sæson af "Toppen af Poppen" på TV2.

Har tilgivet sig selv

BILLED-BLADET mødte lørdag middag Malte Ebert til padel tennis-turneringen for foreningen Børnediabetes-type 1 på Amager, hvor han både fortalte begejstret om sin nye EP og også åbnede op om tiden som Gulddreng.

På spørgsmålet, om han har fortrudt noget fra sin tid som Gulddreng, svarer han:

- Nej. Der er altid ting i bakspejlet, man kunne gøre anderledes med den erfaring, jeg har i dag. Men for mit vedkommende er jeg nået til den konklusion at når man er 21 år og får så meget foræret på så kort tid, så er det klart, at man vil træde forkert. Og det har jeg tilgivet mig selv for forlængst. Så på den måde er der ikke noget, jeg fortryder. Men hvis du spørger, om der er nogle ting, jeg ville have gjort anderledes, så er svaret: ja, helt klart.

- Så ville jeg måske have spredt det ud over tre år i stedet for at komprimere det til halvandet år. 200 koncerter og 20 sange – at lave så meget på så kort tid er ikke sundt for nogen mennesker. Jeg var helt klart et sted, hvor jeg havde voldsomt meget brug for at holde pause, lyder det fra Malte Ebert.

Fantastisk oplevelse

- Men det var enormt spændende. Jeg ville ikke bytte det for noget andet. Selvom det var hårdt, er det det mest spændende, sjove og lærerige jeg nogensinde har været igennem i mit liv, fortsætter Malte Ebert, der lige nu har fuld fokus på sin nye EP.

- Det er en kæmpe forløsning på mange års drømme. Siden jeg har været en lille dreng, har jeg gerne ville leve af at spille musik og det er en realitet nu. Og så at få lov til at lave en EP med de sange, jeg elsker allerhøjest, er en stor ting, siger Malte Ebert.

- Jeg jagter ikke hits på samme måde som med Gulddreng eller når jeg laver satire. Hvis det bare rører 100 menensker, er det også en succes for mig, siger Malte Ebert, der privat har fundet lykken sammen med kæresten Sophie Lundsfryd, som han nu har været kæreste med i tre og et halvt år.

Støttede god sag

Malte Ebert støttede sammen med en række andre kendte mennesker lørdag op om foreningen Børnediabetes-type 1 med padel tennis-turneringen, som fodboldstjernen Michael Manniche igen i år står bag.

Diabetes type 1 er en autoimmun sygdom, som oftest rammer børn og unge tilfældigt og helt uafhængigt af livsstil.

Sygdommen er uhelbredelig, og man kan kun leve med den ved at indsprøjte insulin flere gange i døgnet i præcise doser.

Læs mere om: