Michael fra Gift ved første bliks store sorg: mistede sin lillebror

Michael Harders. 

Foto: Lars Aarø

Da Michael Harders fra ”Gift ved første blik” blot var 16 år gammel, mistede han sin multihandicappede lillebror, Danny. Det har præget hans liv og den, han er i dag.

Onsdag, 10. oktober 2018 - af Annemette Mikkelsen

- Jeg kan huske, at jeg var inde på mit værelse, og min mor kom ind kl. 2 om natten. Dér fortæller hun det, og så tager de ellers afsted på hospitalet, fortæller Michael Harders fra ”Gift ved første blik”om en nat i sine teenage-år, han aldrig vil glemme. Nemlig den nat, han mistede sin to år yngre, multihandicappede lillebror, Danny. En forfærdelig og trist tid, hvorfra Michael især husker én ting:

- Jeg var tom indeni. Jeg vidste godt, da jeg var i teenage-årene, at han nok ikke ville leve et langt liv. Men det var ikke fordi, at der var et varsel om, at det ville ske lige der. Det kom som et chok, fortæller han.

Familien i sorg

Danny gik bort på grund af en svulst på hjernestammen. Familien gik en svær tid i møde. De forsøgte derfor på bedste vis at komme igennem det sammen. Dengang gik Michael i gymnasiet.

- Jeg tog fri noget tid, jeg kan ikke huske hvor længe. Men jeg blev hjemme. Ens hoved er et helt andet sted, og jeg var meget sammen med familien på det tidspunkt, siger Michael, som tilbragte tiden med sine to yngre brødre og deres forældre. I dag har familien fået endnu et medlem: en lillesøster, som er 20 år yngre end Michael.   

En sand grinebider 

Danny var multihandicappet og kunne ikke tale eller gå. Michael husker dog tydeligt, at de alligevel talte deres eget sprog sammen. De kunne grine. Han kunne stå og bevæge armene frem og tilbage, og lave nogle sjove lyde. Der knyttede de for alvor et bånd.

- Det havde nogle begrænsninger at have en multihandicappet bror. Jeg kunne ikke tage ham ud at lege. Men jeg husker især, at han var nem at få til at grine. Han var et humørfyldt barn, fortæller Michael, som ofte mindes Danny med familien ved at se gamle billeder eller forældrenes VHS-bånd med dem på. Derudover sørger de for hvert år at tage ud til hans gravsted sammen som familie.

Empatisk og omsorgsfuldt menneske 

At vokse op med en multihandicappet bror har uden tvivl præget Michael. Det har givet ham værdier i livet, som han ikke ville være foruden.

- Det har helt sikkert gjort mig til en mere omsorgsfuld og empatisk person, som tænker meget på andres behov. Det ligger så dybt i mig, at det også er vigtigt for mig, at min partner deler samme værdier. Det har klart også påvirket mig at miste ham. Det var meget svært og tungt at håndtere, fortæller han, og understreger, at han stadig ofte tænker på ham ved at mindes alle de gode stunder.

 

- TV
- TV