24. mar. 2022
Af Marianne Singer

Nikolaj Hübbe: Derfor er dronningens hemmelige besøg så vigtige

Nikolaj Hübbe. 
Nikolaj Hübbe.
Foto: Dan Mariegaard
Vild med dans-dommer Nikolaj Hübbe, der også er balletmester ved Den Kongelige Ballet, er vild med, at dronningen og prinsesse Benedikte ofte overværer balletforestillinger på Det Kongelige Teater uden for det officielle program.

Der venter dronning Anne-Marie og hendes søstre, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte en festlig aften, når de på søndag sammen skal overvære gallashowet "Palæerne danser" for at fejre den 10. og sidste uddeling af Dronning Ingrids Hæderslegat.

Den store festforestilling i balletten og musikkens tegn kommer til at foregå i Amalienborgs fire palæer og sendes på TV 2 den 27. marts 2022 fra klokken 19.25.

Personlig tilgang

Blandt de kendte navne, der styrer seerne og dronningens gæster igennem tv-udsendelsen er TV 2-vært Natasja Crone, balletmester Nikolaj Hübbe fra Det Kongelige Teater samt skuespiller Sofie Gråbøl.

Og særligt Nikolaj Hübbe har en helt personlig tilgang til de kongelige søstres balletinteresse.

Ægte interesse

Således har han ofte oplevet dronningen og prinsesse Benedikte besøge balletforestillinger på Det Kongelige Teater privat og udenfor kameraernes blitzlys, hvilket understreger deres store og ægte passion for ballettens verden.

De kongelige søstre kommer både hver for sig og alene til forestillingerne, som de nyder fra den kongelige loge.

Vigtigt for alle parter

- Vores lykke er, at vi har dronningen og prinsesse Benedikte, som begge er bidt af en gal balletdanser, lyder det fra Nikolaj Hübbe, der understreger, hvor stor en betydning deres tilstedeværelse har for både danserne på scenen og også for publikum.

- At kongehuset sidder der med folket og deler en oplevelse, binder os sammen som nation - at have fælles referencer.

Talentfremmende

Nikolaj Hübbe roser Dronning Ingrids Hæderslegat til skyerne.

- Mine dansere har nydt godt af det gennem årene og brugt legatet til videreuddannelse - det er rent talent-fremmende.

Læs mere om: