Scandinavian Star er Årets TV-dokumentar
Mange stærke dokumentarer har præget tv-billedet i 2020, og traditionen tro har BILLED-BLADETs TV-GULD-komité stemt på de allerbedste.
De tre nominerede til den fornemme titel og 100.000 kroner er ”Plejehjemmene bag facaden”, ”Scandinavian Star” og ”Det sidste ord”.
En gruopvækkende katastrofe
Fredag fik de glade vindere overrakt prisen, og BILLED-BLADET kan nu afsløre, at "Scandinavian Star" er kåret som Årets TV-dokumentar.
Dokumentaren blev sendt i seks afsnit på DR i foråret, og den kortlægger historien og tragedien om passagerskibet Scandinavian Star, som brød i brand i 1990 og kostede adskillige mennesker livet.
Hovedforfatterne bag ”Scandinavian Star” er Mikala Krogh, Lars Halskov og Nikolaj Scherfig.
De modtager prisen og den flotte hæder med følgende begrundelse:
”SCANDINAVIAN STAR er en bemærkelsesværdig satsning. Der er tale om en ualmindeligt velproduceret og overbevisende dokumentar-serie om en af skandinavisk skibsfarts mest gruopvækkende katastrofer – og frygteligste skandaler.
Historien fortælles først og fremmest af en meget lang række af vidner, passagerer, besætningsmedlemmer og myndighedspersoner, som i en fornemt orkestreret rækkefølge kaster lys over alle de uhyggelige aspekter, der omkranser selve ulykken og dens retlige efterspil, hvor et ansvar søges placeret.
Dokumentaren er fremragende tilrettelagt. Den bærer præg af at være gennemresearchet, og der er åbenlyst tale om et meget omhyggeligt manuskriptarbejde, som i samklang med en begavet og medrivende klipning og fremragende grafik sikrer et afbalanceret forhold mellem vidneudsagnene og det kæmpemæssige supplerende arkivmateriale.
Det er rystende både at være vidne til ikke alene branden og dens konsekvenser, men også til de teorier om mordbrand, forsikringssvindel, juridisk spilfægteri og ansvarsforflygtigelse, som oprulles. Det er uhyggeligt spændende og ikke mindst særdeles bevægende”.
BILLED-BLADETS TV-GULD-komite, som hvert året kårer Årets TV-dokumentar, består af Filminstruktør Bille August, forfatter Sara Blædel, producer Per Holst, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, skuespiller Cecilie Stenspil, tv-producent Karen Thomsen, filminstruktør og forfatter Hella Joof, tv-vært Huxi Bach, cand.mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen (formand for komitéen).
Læs mere om alle TV-GULD-vinderne og deres reaktioner i BILLED-BLADET nr. 3, der udkommer på torsdag.