Anne Louise Hassing: Derfor aflyser jeg turné med City Singler
”Badehotellet”-stjernen Anne Louise Hassing har været nødt til at droppe sin turné med City Singler - det fortæller hun, når hun mandag er gæst i sæsonpremieren på talkshowet ”Hos Hans” på TV 2 Charlie.
51-årige Anne Louise Hassing er ærgerlig, men har sit helbred mere kært end showbiz, fortæller hun.
- Jeg har slidgigt, og samtidig har jeg en skade i ryggen. Jeg er gammel hestepige og er faldet af hundrede gange, så jeg har fået nogle slag, og så gik det for alvor galt, da jeg væltede på ski i februar, siger Anne Louise til BILLED-BLADET.
Kan sagtens filme Badehotellet
I stedet er hun med i City Singlers jubilæumsshow via skærme.
- Turnélivet er hårdt, og det er krævende at lave shows. Jeg kan måske nok lave ét show, men så kan jeg ikke lave nummer to. Lægen har frarådet det, og lige nu er jeg dér, hvor jeg ikke vil belaste min ryg og min hofte yderligere, siger skuespilleren.
Hun understreger, at hun stadig er fit for fight til ”Badehotellet”, som skydes netop nu.
– Jeg kan sagtens filme, men jeg tør simpelthen ikke gå all in på en turné.
Læs reportagen fra ”Hos Hans” i BILLED-BLADET nr. 37, der er på gaden nu - og se sæsonpremieren på ”Hos Hans” på TV 2 Charlie den 16. september kl. 21.20.