27. mar. 2023
Af Karina Didriksen

Jesper Skibby brændte kæresten af på deres første date, men så slog lynet ned

Jesper Skibby og Mette.
Jesper Skibby og Mette.
Foto: Hanne Juul
Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby og kæresten Mette mindes den tid, hvor de fandt sammen, i tv-programmet ”Skibby på frierfødder”.

Jesper Skibby og kæresten Mette forsøger at genfinde gnisten i deres forhold i det nye TV 2 Charlie-program ”Skibby på frierfødder”.

Parret har været sammen i 17 år, og nu vil de forsøge at komme ud af hverdagens trummerum.

I programmet mindes den tidligere professionelle cykelrytter og hans kæreste den tid, hvor de mødte hinanden for første gang.

44-årige Mette Røbke blev introduceret for Jesper Skibby gennem en veninde, som mente, at de to ville være det perfekte match.

- Jeg sagde til hende, at jeg snart var 26 år og var klar til at få børn og gerne ville møde en kæreste nu, forklarer Mette i programmets første afsnit.

Flyttede hurtigt sammen

Men deres første date gik ikke helt som planlagt.

- Jesper startede med at brænde mig af, fortæller Mette i programmet og sender sin kæreste et skælmsk blik.

Alligevel endte de med at snakke i telefon sammen 4-5 gange om dagen, og til sidst mødtes de endelig for første gang – og så slog lynet ned mellem dem.

- Da Jesper skulle besøge mig, kom han kørende i en stor BMW og havde et Rolex-ur. Jeg tænkte bare, at den mand havde styr på det – not! Vi var sammen hver dag fra den dag af, og så flyttede han ind en uge efter, fortæller Mette med et smil og tilføjer:

- Vi var så stormende forelskede, at vi ikke havde brug for andre mennesker, kun hinanden.

”Skibby på frierfødder” har premiere på TV 2 Charlie mandag d. 27. marts kl. 20.40. Der kommer seks afsnit.

Læs mere om: