Morten Hee om farvel til Sygeplejeskolen: Derfor forlader han serien

Morten Hee Andersen

Morten Hee Andersen som Erik i "Sygeplejeskolen".

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Populære Morten Hee Andersen er taknemmelig for de reaktioner, han møder efter sin exit fra ”Sygeplejeskolen”.

Søndag, 14. april 2019 - af Lisbeth Grube

”Sygeplejeskolen" blev en lysende stjerne fattigere, da Morten Hee Andersen i rollen som Erik blev skrevet ud af successeriens anden sæson.

I andet afsnit blev Erik sendt til Canada, og fans af serien begræder Mortens exit fra skærmen.

- Jeg glæder mig over, at det går godt med afsnittene. Min søster sender mig nogle gange en besked, hvis hun er faldet over nogen, der er meget kede af, at Erik blev smidt ud - og det bliver jeg jo glad for. Jeg satte så meget pris på karakteren, fortæller Morten Hee Andersen til BILLED-BLADET.

- Jeg håber bare, det går skidegodt, siger Morten om ”Sygeplejeskolen”, som sendes søndage på TV 2 Charlie og fortsætter med en sæson 3 og 4.

Få BILLED-BLADET leveret - lige til døren!
Klik her og se vores fine tilbud

Morten i ny søndagsserie

27-årige Morten Hee Andersen var nødsaget til at forlade sygepleje-serien på grund af en travl arbejdskalender.

- Jeg er i gang med en ny TV-serie, der hedder ”Fred til lands”, som får premiere på DR1 til efteråret. Vi optager på Fyn, siger Morten.

Søndagsserien ”Fred til lands” bliver en psykologisk dramaserie, der foregår i en lille provinslandsby. Udover Morten Hee er blandt andre Lene Maria Christensen, Dar Salim og Anders Juul på rollelisten.