12. jan. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Savner du også Badehotellet? Nu er TV 2 Charlie klar med et plaster på såret

Rosalinde Mynster som Fie i "Badehotellet". 
Rosalinde Mynster som Fie i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Nye afsnit af "Badehotellet" plejer at være lige på trapperne på denne tid af året, men selv om den nye sæson er længe undervejs, er TV 2 Charlie nu klar med et plaster på såret til fans af serien.

Fans af ”Badehotellet” har efter ni år vænnet sig til, at der kommer nye afsnit nogle uger inde i et nyt år, men i år forholder det sig noget anderledes.

Produktionen har i flere år været presset på grund af coronarestriktionerne, og sæson 10 – som også er den sidste i serien – er derfor blevet skubbet. Den bliver først sendt i begyndelsen af 2024, men til gengæld kan man glæde sig til hele otte nye afsnit om personale og gæster på det hyggelige badehotel i Nordjylland.

Hvis man er blandt de mange, der savner ”Badehotellet” her i de mørke vintermåneder, er TV 2 Charlie dog nu klar med et plaster på såret.

Kanalen genudsender nemlig første sæson af den elskede TV 2-serie.

Første sæson udspiller sig i 1928, og det var dengang, hvor Weyse stadig var gift med Sibylle, Amanda var en uvorn teenager, og hr. Andersen styrede badehotellet med hård hånd.

Man kan se eller gense første sæson af ”Badehotellet” på TV 2 Charlie fra onsdag 25. januar klokken 20.40.

Læs mere om: