20. mar. 2022
Af Karina Didriksen

Sommerdahl-stjernen Peter Mygind: Derfor brød jeg sammen i bilen

Peter Mygind i tv-serien "Sommerdahl". 
Peter Mygind i tv-serien "Sommerdahl".
Foto: Henrik Petit/TV 2
Skuespilleren Peter Mygind havde netop optaget sæson 3 af ”Sommerdahl”, da hans krop sagde stop, og han måtte sygemeldes.

Det kom som et chok for Peter Mygind, da han i efteråret 2021 pludselig blev ramt af stress.

Den 58-årige skuespiller var netop blevet færdig med optagelserne til sæson 3 af TV 2 Charlie-serien ”Sommerdahl”, da hans krop sagde stop.

Inden da havde han optaget to andre tv-serier, ”Riget” og ”Borgen”, og han skulle tilbage til ”Borgen” dagen efter ”Sommerdahl”.

- Det var simpelthen for meget, så der knækkede jeg sammen og måtte tage hjem og sygemelde mig i 10 dage, fortæller en ærlig Peter Mygind til BILLED-BLADET.

En dramatisk oplevelse

Peter Mygind husker tydeligt det øjeblik, hvor hans krop ikke kunne mere.

- Jeg måtte flygte ud af settet og gemme mig i min bil. Fysisk brød jeg bare sammen og græd og græd, jeg var helt færdig, fortæller han og fortsætter:

- Det var meget dramatisk, og jeg ringede grædende hjem til min hustru, Lise. Hun sagde, at jeg skulle komme hjem med det samme.

Den voldsomme oplevelse har fået Peter Mygind til at skrue lidt ned for tempoet.

Hver søndag aften kan han opleves som chefefterforskeren Dan Sommerdahl i sæson 3 af krimiserien ”Sommerdahl” på TV 2 Charlie.

Læs mere om: